Iværksætter fra Odense har været på en længere rejse mod succesen end de fleste
Stifteren af it-virksomheden HR-ON har netop modtaget en eftertragtet erhvervspris, og det er kulminationen på en usædvanlig rejse. En rejse, der er længere end de flestes.
For da Ali E. Cevik som niårig ankom til Pjentedamsgade kun få hundrede meter derfra, var han fårehyrde. I dag 42 år senere er han akademiker og stifter af en dansk vækstvirksomhed med foreløbigt 37 ansatte.
Og det er som stifter af virksomheden HR-ON, han for anden gang skal modtage Børsen Gazelle i kulturhuset Odeon.
– Min historie viser noget om, hvor langt mennesker faktisk kan nå, hvis ikke man hele tiden stiller barrierer op foran dem, siger Ali E. Cevik.
Huset på Christianshavn
Området omkring Pjentedamsgade var langt fra mondænt i 1974, da bilen med Ali E. Ceviks far bag rattet trak op foran nummer 28. Her lå Ali E. Ceviks kommende barndomshjem på anden sal.
– Det var ikke her de rige boede. Det var et rigtig arbejderkvarter, hvor livet blev levet som i Huset på Christianshavn. Der sad voksne og drak hele dagen foran købmanden, og selvom vi ikke vidste, hvad det gik ud på før senere, stod der damer og trak på gaden, fortæller Ali E. Cevik.
Alt dette tog Ali E. Cevik og hans venner dog ikke særlig notits af. De kørte rundt på deres cykler ind og ud over det hele. Også ved de nu nedrevne rækkehuse, hvor Odeon ligger i dag.
Ali E. Cevik kom til Danmark med sin lillebror, og de to fik hurtigt udset sig kvarterets gode frugttræer. Den slags havde de øje for, da de kom direkte fra et landbrugssamfund.
De fik også hurtigt fundet alle smutveje i kvarteret, og selvom de i første omgang ikke anede, hvem H.C. Andersen var, fandt de vej ind i forfatterens hus, hvor der stod en sand guldgrube for et par friske drenge. En kakaoautomat.
1976: Ali E. Cevik fotograferet ved Adamsgade, hvor Odeon nu ligger.
2019: Godt 40 år efter vil Ali E. Cevik modtage en Børsen Gazelle på den samme gade, hvor han legede som barn. Bag Ali E. Cevik ses Odeon, hvor prisoverrækkelsen finder sted den 20. november.
En radio var det vildeste
Danmark var en stor omvæltning, man næppe kan sætte sig ind i, hvis man er født her i landet.
I landsbyen Gopson på den anatolske højslette var der ikke mange moderne bekvemmeligheder. Eller rettere. Der var ingen moderne bekvemmeligheder.
– Min morfar havde en radio, som han kunne høre lidt nyheder på. Det var det hightech, vi havde, siger Ali E. Cevik.
Familiens hus var bygget af ler og bestod af et rum, som hele familien boede i.
Samfundets børn havde til opgave at passe på dyrene. Primært får, men også geder, og så havde familien en bøffel med unge, som Ali E. Cevik knyttede sig særligt til.
En utraditionel indgang til arbejdsmarkedet
Hyrdearbejdet var Ali E. Ceviks første møde med at arbejde i team.
– Der var nogle, der var store, og så var der sådan nogle som mig nederst i hierarkiet. De store var måske kun ti år, men de var store i forhold til mig. Så det var os små, der blev sendt ud for at finde dyrene, hvis de var blevet væk eller skulle hente dem ud, hvis de var gået ind på en mark, fortæller Ali E. Cevik.
Legetøj var der intet af, og faktisk havde den lille Ali aldrig set en bil på nært hold, da han blev hentet til Danmark. Børnene legede i stedet med forhåndenværende materialer. De fyldte deres sko med sand og kørte rundt med dem som biler og kastede rundt med kæppe.
Her ses Ali E. Cevik omringet af familie og folk fra landsbyen på et helligt sted, Demirci Baba, der blev brugt som mødested ved festligheder, hvor landsbyen spiste sammen, spillede musik og dansede folkedans. På træet bagved bandt de stof på træet og gav et ønske.
Ali E. Cevik og hans bror i den lille landsby i Tyrkiet, som de to brødre voksede op i.
Bussen kørte en gang om ugen
Der var ingen elektricitet og stort set ingen vejnet. Der kom en bus til byen en gang om ugen. Bussen var den helt store begivenhed, og de små drenge væddede, om det nu var den ene eller anden af selskabets to busser, der kom til byen netop denne onsdag.
Dermed var det også en stor begivenhed, da Ali E. Cevik og hans bror blev hentet. Brødrenes far var rejst i forvejen for at arbejde som ufaglært på et jernstøberi. Dernæst var moderen fulgt efter, og nu kom faderen for at hente brødrene hos deres farmor. I en bil!
– Jeg gik fra aldrig at have set en bil på nært hold til at køre hele vejen fra den anatolske højslette til Pjentedamsgade i Odense, lyder det fra Ali E. Cevik.
Kom i skole med det samme
I Danmark blev Ali E. Cevik sendt i skole allerede på dag nummer to uden at kunne et ord dansk. I dag priser han sig lykkelig for, at han ikke kom i en modtageklasse, men kom direkte i ilden.
– Jeg kom fra en landsbyskole, hvor vi skulle vi terpe ABC og historien om det osmanniske rige, og ikke så meget mere end det. I Danmark kom jeg dog hurtigt efter det faglige, men jeg var også flittig, fortæller Ali E. Cevik.
Efter folkeskolen fulgte gymnasiet, og efter gymnasiet fulgte universitetet. Da Ali E. Cevik kunne kalde sig cand.phil. i russisk og samfundsøkonomi var en del af rejsen fuldendt. Rejsen fra fårehyrde på den anatolske højslette til akademiker. Dernæst kunne han sætte gang i anden etape. Den rejse, der til dels kulminerer med prisoverrækkelsen på selv samme sted, som han som barn cyklede rundt på jagt på æblerov.
– Min far brød den sociale arv og kom ud af landsbyen. Hvis ikke mine forældre havde flyttet den gang, levede jeg måske stadig i landsbyen. Jeg ville nok have et fjernsyn, for det har de nu i landsbyen, men det ville være meget langt fra det liv, jeg lever i dag, slutter Ali E. Cevik.
Læs også: Mangfoldighed er en del af HR-ONs DNA
