Robotter, virtuelle kontorer og kortere arbejdsdage? Sådan ser fremtidens jobmarked (måske) ud
Vi pudser krystalkuglen og søger efter svar på, hvordan fremtidens jobmarked kommer til at se ud. Læs med når vi opridser 6 tendenser, der kommer til at fylde mere, og hvad du som arbejdsgiver skal overveje i den nærmeste fremtid.
“Den bedste måde at forudsige fremtiden på er ved at skabe den.” Peter F. Druckers ord giver god mening lige ved første øjekast. Men Coronakrise, krig og inflation fylder vores dagligdag og tanker, hvorfor det kan være svært at overskue, at skulle skabe sin egen fremtid, for hvad bliver det næste? Det har nok aldrig været vanskeligere at spå vores fremtid, især når det gælder jobmarkedet – for alt hvad der foregår i samfundet, rammer også os på jobbet.
Arbejdsmarkedet er i forandring, og tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere har aldrig været mere relevant; tanken om at vi arbejder for at leve udfordres, der tales mere og mere om, hvordan organisationskulturer udvikles, hvordan nye ledelsesformer såsom værdibaseret selvledelse udføres i praksis og hvad alt dette betyder for employer branding.
Skal vi forvente robotter, virtuelle kontorer og kortere arbejdsdage i fremtiden? Ja og nej. Vi har identificeret 6 tendenser, som vil fylde mere både for virksomhederne, medarbejderne og de jobsøgende – men alt efter branche vil vores bud enten være hit-or-miss.
6 tendenser du skal tage med herfra
Det er nu, du skal tage tyren ved hornene og begynde at undersøge, om disse tendenser gælder for din branche og virksomhed. Tag også snakken med medarbejderstaben, hvad er relevant og hvad er ikke relevant? Arbejdet for fremtidens jobmarkedet starter nu, men hav altid in mente at alle disse tendenser har sine fordele og ulemper – find derfor den balance, der passer bedst til din arbejdsplads.
1) En ny arbejdsuge
Idéen om en 4-dages arbejdsuge har været diskuteret i en længere periode. Den er ikke ny, og flere virksomheder har allerede indført kortere arbejdsuger for deres medarbejdere. Artikler har diskuteret både fordele og ulemper om de færre arbejdsdage – og det er stadig værd at tage snakken i virksomheden.
Pointen er nemlig, at fleksibilitet bliver key i fremtidens jobmarked. Dét at virksomheder kan tilbyde fleksible arbejdstider, og dermed udfordre den traditionelle 8-16 arbejdsdag bliver, i visse brancher, den nye norm.
2) Mere hybrid arbejde
I forlængelse af kortere arbejdsuger er manges fokus også rettet på hybride arbejdspladser og arbejde. Særligt under pandemien lærte vi at hybrid arbejde det kan altså noget. Vi har også selv argumenteret for, hvorfor du skal have en hybrid arbejdsplads.
Det er ingen hemmelighed at mennesker er forskellige, og at vi derfor også arbejder forskelligt. Muligheden for at vælge f.eks. hjemmekontoret går fra at være en nødvendighed til et valg, som jobsøgende i visse brancher vil prioritere. Det virtuelle kontor bliver måske det helt store i fremtiden.
3) Nye generationer – nye krav til virksomheder
Og kan det nu også passe at virksomheder skal være forberedte på disse (og andre) krav? Ja – for sagen er den, at arbejdsmarkedet siger mere og mere velkommen til Generation Z.
Generation Z kommer ikke blot med ny viden og masser af arbejdskraft. De kommer også med krav til deres kommende virksomheder. F.eks. søger Generation Z virksomheder, der ikke bare nedskriver CSR-initiativer på papir, men at de også efterlever dem i virksomheden.
4) Øget fokus på mental sundhed
Et andet krav fra Generation Z, men også fra andre, er fokusset på mental sundhed og trivsel på arbejdspladsen. Stress, angst og depression eksisterer nemlig også på arbejdspladsen hvor hver 5. arbejdsdygtige dansker har mentale helbredsproblemer.
Mens fremtidssnakken går på virtuelle robotter som kolleger, bør vi rette fokus på diskursen om mental sundhed. På trods af at fremtidens arbejdsmarked øger fokusset på vores mentale helbred, er det ikke ensbetydende med, at der ikke skal handles nu – fremtiden er ikke kun om 5, 10, eller 25 år, fremtiden er også dagen i morgen.
5) Kampen om talenterne
Fremtiden kan for mange se lovende ud med kortere arbejdsuger, mulighed for hjemmearbejde og fokus på CSR samt mental velvære som en del af jobpakken, men der er selvfølgelig en hage: mangel på arbejdskraft.
Dette er ligesom mental sundhed et aktuelt problem, hvor virksomheder lige nu og her mangler hænder, og det ser ud til at være et stigende problem. Med få kandidater er kampen allerede i gang.
6) Fokus på medarbejderfastholdelse
Med en benhård konkurrence om at hive de gode talenter hjem, hvordan fastholder man dem så? Det gælder sådan set hele medarbejderstaben. Et helt konkret tiltag er at kigge på din virksomheds preboarding.
Med en god preboarding kan virksomheder sikre sig, at deres nye kollega(er) føler sig som en del af virksomheden fra dag ét, og netop dét mindsker risikoen for frafald. Preboardingforløbet er en mulighed ud af mange, men tag snakken i din virksomhed og undersøg, hvordan virksomheden kan fastholde medarbejderstaben.
Fremtidssynet ender ikke her
Vores krystalkugle har forudset 6 tendenser, som kommer til at forme fremtidens jobmarked, men listen er langt fra færdig. Fremtidsperspektivet ændrer sig konstant. Måske kommer der nye tendenser på listen efter et år, eller bare efter et halvt år?
En ting er dog sikkert; forandring er normen. Mennesker forandrer sig hele tiden, og det gør vores samfund og omgivelser også. Når alt kommer til alt, kan vi stadig tage Druckers ord for gode varer og huske på, at vi har mulighed for at præge vores fremtid.