Dyrk det store potentiale i en mangfoldig arbejdsplads, og bliv en mere attraktiv organisation i processen
I jagten på din næste talentfulde kandidat har du kigget ud over dine vante procedurer og i stedet ansat en person med en anden etnicitet, køn eller profil end størstedelen af virksomheden. Det er ét skridt i retningen mod mere mangfoldighed, men det betyder ikke automatisk, at den nye medarbejder føler sig velkommen.
Torben Møller-Hansen er direktør for Foreningen Nydansker, og han oplever desværre stadig, at danske virksomheder har svært ved at inkludere medarbejdere fra en anden kultur:
“Og det er egentlig underligt, fordi siden 2008 er der ikke kommet nye udfordringer på arbejdsmarkedet, som vi ikke allerede har fundet en elegant løsning på. Problemet er, at den viden, vi allerede har, ikke cirkulerer i alle virksomheder.”
Ifølge Torben skal hele virksomheden være indstillet på at arbejde med mangfoldighed, men ansvaret skal ligge ét sted.
Ledelsen skal tage ansvar
Torben Møller-Hansen oplever, at debatten om mangfoldighed og indvandring i Danmark grundlæggende peger det i retning af, at meget viden er gået tabt. Vi ved, hvad der kan lette overgangen til arbejdsmarkedet for nye danskere, men den offentlige debat har slået rod i mange virksomheder:
“Blandt kollegerne på en arbejdsplads er der formentlig nogen, som har mistet entusiasmen for “mangfoldighedsprojektet”. Så hvis en arbejdsleder går ind og siger, at de gerne vil arbejde positivt i forhold til mangfoldighed, så er der risiko for, at han bliver mødt med skepsis.”
Ledelsen bliver derfor nødt til at sætte lederskabet ind på at løse de udfordringer positivt. De bliver derfor også nødt til at kende de værktøjer og løsninger, som allerede eksisterer. Det er ifølge Torben Møller-Hansen et krav, når man ser på den udfordring, som skal løftes af virksomhederne.
Læs også: Mangfoldighed er en del af HR-ONs DNA
Omsæt kompetencekravene
Der er i erhvervslivet kommet mere fokus på, hvordan man håndterer mangfoldighed positivt og gør det til en styrke. Ifølge Torben Møller-Hansen er det her vigtigt at observere og kopiere de virksomheder, som udmærker sig i forhold til at integrere mangfoldighed i deres virksomhedskultur:
“ISS og Arriva har for eksempel en evne til at knække kompetencekrav op i mindre størrelser, som er lettere tilgængelige for de medarbejdere, som de søger. Sådan udvider de feltet af potentielle kandidater og bliver samtidig mere attraktive arbejdspladser.”
Samtidig formår mange af de dygtige virksomheder at rose og anerkende de kompetencer, som nye medarbejdere bringer med sig. Og det er ifølge Torben Møller-Hansen en vigtig del i forædlingsprocessen af mangfoldighed:
“På den måde kommer mangfoldighed til at fungere på alle niveauer i organisationen.”
Ønsker du mere konkrete værktøjer til, hvordan du kan fremme mangfoldigheden i din organisation, så læs også: “Skab en mangfoldig arbejdsplads”.