Hvorfor skal man bruge et rekrutteringsbureau?
Har du brug for hjælp til at finde den helt rigtige medarbejder? Et eksternt rekrutteringsbureau er en oplagt løsning. Men det kræver, at du ved, hvordan du bruger dem.
Michael Folmann, direktør i Effektiv Rekruttering, har 12 års erfaring med at varetage rekruttering for virksomheder. Han oplever, at mange først for sent bliver klar over behovet for en ekstern partner:
”Det går simpelthen galt for virksomhederne, fordi de ikke har de værktøjer, som vi har. Vi laver ikke andet end rekruttering, og virksomhederne har jo mange andre ting, som de skal lave ved siden af.”
Vi har taget en snak med Michael og samlet nogle råd til, hvordan du får det største udbytte af at samarbejde med et rekrutteringsbureau.
Kend de rette værktøjer med et rekrutteringsbureau
Rekrutteringsbureauer har ofte en række tekniske værktøjer til rådighed. Disse kan give adgang og overblik over alle de mulige kandidater til specifikke stillinger.
”Vi har en række søgedatabaser og internationale samarbejdspartnere. For eksempel er vi i besiddelse af nogle LinkedIn-licenser, som en virksomhed med et almindeligt rekrutteringsbehov slet ikke har midlerne til,” siger Michael.
Han fortsætter:
”Det er jo heller ikke alle virksomheder, som bruger HR-ON, der er et virkelig godt rekrutterings- og dialogværktøj.”
Selv om man som virksomhed endnu ikke oplever et behov for rekruttering, kan det betale sig at kende de bedste rekrutteringsværktøjer.
Indsigt giver det bedste match
Det kan som chef eller direktør være skræmmende at give en ekstern partner indsigt i sin virksomheds kultur, strategi og udfordringer. Ifølge Michael er dette dog en forudsætning for, at man kan rekruttere den helt rigtige medarbejder.
”Rekrutteringsbureauet skal vide, hvad virksomheden står for og kende udfordringerne i de enkelte afdelinger. På den måde kan vi meget lettere repræsentere virksomheden over for kandidaterne.”
Samtidig påpeger han vigtigheden af at være påpasselig med at opgive for mange oplysninger til et rekrutteringsbureau, som man ikke kender godt.
Ifølge ham er det klogt at undersøge bureauets referencer og tage en grundig snak med dem først:
”Det er den eneste måde at finde ud af, om et bureau kan håndtere de behov, man har som virksomhed.”
Invester tid i relationen
For Michael er relationen til kunderne utrolig vigtig. Han arbejder helst sammen med virksomheder over længere tid. Det gør han for at opnå bedst forståelse for virksomhedernes kultur. På den måde kan der skabes det bedste match imellem virksomhed og kandidat. Af samme grund mener han også, at man bør vælge et bureau, som kan rekruttere bredt:
”Man bør vælge et firma med nogle år på bagen, som har konsulenter med erfaring fra forskellige brancher,” siger han og konkluderer: ”Så er det nemlig lige meget, om man får brug for at rekruttere en økonomichef eller en logistikchef.”
Mange af de kunder, som Michael Folmann betjener, vælger at placere rekrutteringsopgaven hos bureauet. Efterfølgende står de selv for udviklingen af medarbejderen gennem videreuddannelse, udviklingssamtaler og eventuelle forfremmelser.
Hav fokus på værdierne
Ifølge Michael er det vigtigt at arbejde ud fra et nogenlunde ens værdigrundlag, når man skal finde den rette kandidat:
”Man skal være enige om, hvad gode processer og et godt samarbejde er. Der er derfor også nogle virksomheder, vi må sige nej tak til at samarbejde med; netop fordi deres værdisæt ikke passer til vores.”
For Michael er det vigtigt at lave partnerskaber, da man i relationen med en partner ikke er mindre tilbageholdende med at stille de kritiske, men nødvendige, spørgsmål:
”Rekruttering handler om mennesker, værdier og troværdighed. Man skal turde sige det, de gør, og gøre det, man siger. Ellers fungerer samarbejdet bare ikke.”
Når virksomheden kommunikerer ærligt og åbent, er der også mulighed for at arbejde med nogle af de behov, som de måske ikke selv er klar over at have, påpeger han.
Læs også: Værdibaseret rekruttering giver langtidsholdbare ansættelser