Drop det ensidige profit-fokus og lær at dyrke værdier og udvikling. Så bliver du attraktiv for fremtidens arbejdskraft
Millenials, som er unge født i perioden fra 1977 til 2000, vil udgøre 75 procent af arbejdsstyrken i 2025, og de kræver nye virksomhedsværdier og standarder for medarbejderudvikling. Det viser en omfattende undersøgelse foretaget af Deloitte.
Derfor er det vigtigere end nogensinde, at din virksomhed begynder at tilpasse sig en virkelighed, hvor arbejdskraften stiller højere og nye krav til arbejdspladsens værdier. Det samme gælder dit rekrutteringssystem.
Altid på vej videre
Ifølge Deloittes undersøgelse har millenials en meget kortere tidshorisont for deres ansættelser, end tidligere generationer har haft. Faktisk overvejer mere end 40 procent af de mere end 7.700 adspurgte millenials fra hele verden at finde en ny arbejdsgiver inden for de næste to år. Kigger man fire år frem til år 2020, så forventer hele 75 procent, at de har fundet en ny arbejdsplads.
Mere specifikt peger undersøgelsen på, at det blandt vesteuropæiske millenials er 60 procent, der forventer at have fundet en ny arbejdsgiver i 2020.
At afskrive det som simpel illoyalitet hos en hel generation er en forsimpling, som næppe kan bruges til at forbedre din virksomheds fremtidige rekruttering. Derfor er det nødvendigt at dykke dybere ned i de ting, som er vigtige for fremtidens arbejdskraft.
Succes er ikke kun økonomisk
Indenfor forretningsverdenen bliver en succes ofte målt i finansielle termer; vækst, økonomiske udvikling og overskud. Men den form for succes mener ni ud af ti millenials ikke kan stå alene. Man må også vægte og måle på succes for samfund, miljø og de enkelte medarbejdere. Faktisk er det kun fem procent af undersøgelsens adspurgte millenials, der tror på, at profitfokuserede værdier vil sikre langsigtet succes for virksomheder.
Ser man på, hvad de mange millenials mener, der er grobunden for virksomheders fremtidige succes, så er god medarbejderpleje, etik og tillid de vigtigste parametre. Værdibaseret rekruttering kan være en måde at illustrere de værdier som virksomhed.
Dernæst kommer kundepleje, pålidelig service og produkter af høj kvalitet som vigtige værdier for succes. Det samme gælder for opmærksomhed på miljø og social ansvarlighed.
Nye krav til din rekruttering
Og når man nu ligger inde med al den information, hvordan skal man så få operationaliseret den, så man bliver en mere attraktiv arbejdsplads for millenials?
Først og fremmest skal man gøre sig det klart, at millenials har mere flydende karriereplaner end tidligere. De forventer ikke at blive 10 år i samme virksomhed, og derfor må dit rekrutteringssystem også være fleksibelt og hurtigt nok til at håndtere flere rekrutteringer med kortere intervaller end tidligere.
Det er vigtigt, at din virksomhed og jobopslag er synlige, der hvor de unge talentfulde kandidater er; LinkedIn, Facebook og andre sociale medier er oplagte. Netværket er det vigtigste karriereværktøj, og særligt de sociale netværk kan gøre din virksomhed synlig og attraktiv for millenials.
Derudover forventer millenials et højt teknologisk niveau i mødet med din virksomhed. Det kræver, at dit rekrutteringssystem er i stand til at arbejde sammen med mange af de netværk og medier, som de allerede benytter. Det kan for eksempel være LinkedIn, billeder og video.